Her kan du i en lille interviewserie komme lidt tættere på Helse-og Idrætsklinikkens behandlere.
Første interview i serien er med Jan Nordkvist der i 2017 overtog klinikken, og her pr 1. maj 2019 har været ejer i to år.
Fra social arv til passion for det enkelte, hele menneske
Hvorfor ville du være massør?
I skolen var jeg mere boglig, og jeg var faktisk dygtig til det, men der var ikke nogen i min håndværker familie, der kunne forstå, hvorfor jeg som den første, valgte en anden vej og tog en gymnasieuddannelse. Men det lå lidt i mig, at jeg skulle vise dem.
Efter skolen blev jeg uddannet skolelærer og arbejdede i den private undervisningssektor nogle år, på et tidspunkt var jeg faldet i ”8-16 grøften”. Tror der er rigtig mange, der sidder derude og har en drøm om at gøre noget andet, men man bliver fanget i hverdagen med fast løn, kantineordning og pensionsopsparing. Så kunne min dag højst bestå af ”walk and talk” møder og kontorarbejde, -og så var det bare det.
Det kunne fortsætte resten af livet, men jeg have en trang til at slippe det, og kaste mig ud i en mere uforudsigelig verden, og så følte jeg inderst inde en lyst til også at få en ”håndværksuddannelse”.
Som sagt så er det meste af min familie uddannet indenfor de klassiske håndværksfag. Jeg havde en blødere tilgang til begrebet håndværk, men der var helt sikkert noget, der kriblede i mine hænder, for at komme i gang. Min far var både tømrer og snedker, og jeg kunne se, hvor fint han kunne lave bitte små detaljer og hvor groft det også kunne være. Det var noget i den stil, der passede mig, så det er vel et udtryk for en slags social arv – på en måde – at jeg i 2015 startede en ny uddannelse som massør.
Man ser og taler med mange folk, som siger ”åh jeg har lidt ondt her, kan du ikke lige trykke der eller gøre noget?” men jeg har altid nægtet det, og altid ment at ”man ikke skulle lade sig klippe af en, der ikke havde uddannelsen”. Man bør respektere de fagligt uddannede. Også selv om der var noget i mine hænder, der kunne mærke, når folk havde spændinger. Det sker nogle gange også, når de bare går forbi mig.
Men jeg ville ikke gøre noget, før jeg havde en uddannelse, og med den gode og meget grundige uddannelse fra AM Massageskole vidste jeg, at jeg havde et trinbræt til at kunne gøre noget andet erhvervsmæssigt på et senere tidspunkt. Fysiologisk massage er en grunduddannelse og vejen ind for mig til at bruge mine hænder, så kunne jeg senere tage flere supplerende uddannelser.
For i alt hvad jeg laver, handler det om både at lære fra sig, og tilegne sig noget nyt. Læring er noget af det vigtigste for mig, for ellers bliver man sat i sin tankegang, og det bliver en hård tjans at stå op om morgenen.
Hvad er dine specialer?
Jeg har mine specialpædagogiske massager, hvor jeg tager hånd om dem, der har lidt ekstra udfordringer, som angst, stress eller mere konkrete diagnoser, hvor tilgangen bare er en anden end til det rent kropslige. Mit speciale er vel at aflæse, hvad skal der til for at give klienten en bedre kropsforståelse, når behandlingen er slut. Det er derfor ikke så meget et fokus på den enkelte og præcise skade, men mere på helheden.
Hvordan er du som massør?
Det kommer helt an på hvordan klienten er og har det. Jeg har jo min specialpædagogik som fokus, derfor interesserer jeg mig meget for, hvordan mennesker tager imod det, man giver, og det jeg mærker i dem. Som massør kan jeg sagtens behandle ”iskiasnerver” en hel dag, hygge mig med det og få folk til at blive glade. Men grundlæggende ser jeg mig selv som en, der også prøver at få en forståelse ind i folk om, hvorfor det gør ondt lige her. Når jeg så trykker et helt andet sted, så er der faktisk en sammenhæng med det problem, klienten har. Jeg vil gerne give klienterne en forståelse for, hvorfor det gør ondt. Mine meget dybe tryk er også for at give klienten ro.
Der var engang en klient, der sagde ”du virker så blød og trykker så hårdt”. Sådan en massør er jeg.
Hvad er dine bedste oplevelser?
Det første jeg kommer til at tænke på, har jeg faktisk oplevet flere gange. Det er ældre klienter, hvis nærmeste er kommet i et alvorligt sygdomsforløb, hvor partneren evt. er på vej til eller allerede ligger på hospice. De pårørendes fokus ligger naturligt på den syge, men den ægtefælle, der er ved siden af og skal støtte, er jo på en måde glemt lidt i denne tid – og har også glemt sig selv lidt. ”Det er jo forfærdeligt, at min mand/kone har det sådan og sådan”. Når de så kommer forbi klinikken med en mild hovedpine eller et hold i ryggen, så finder jeg hurtigt ud af, at det faktisk godt kan udspringe af den manglende omsorg fra omverdenen, til dem, i den situation de er i nu. Så ofte kører jeg et lidt længere forløb, hvor vi i virkeligheden taler om noget helt andet under behandlingen, hvor vi prøver, at få den enkelte tilbage på sporet, for at igen at kunne være der for den syge.
Det har jeg oplevet et par gange, og det er noget af det mest fantastiske i verden. Fra man stater første behandling med at der ligger et dybt ulykkeligt menneske, til at min klient også får plads til sig selv i sit liv.
Det er som sagt fantastisk at opleve, og giver også mig et bedre liv.
